A review by catsbooksandcoffeedk
1794 by Niklas Natt och Dag

4.0

1794 er en imponerende, medrivende og rå fortælling om livet i 1700-tallets Stockholm. Bogen er både grufuldt og smukt skrevet – en historisk thriller med afrundede og sympatiske karakterer – fuld af action og fantastisk atmosfære. Hans prosa er fremragende til det punkt, hvor man som læser føler sig hensat til slutningen af 1700-tallet. Han viser igen sin fantastiske evne til at skabe levende miljøbeskrivelser – ikke at 1700-tallets Stockholm er et behageligt sted at være, men det er alligevel fremragende beskrevet. Vi placeres midt i en brutalt og socialt koldt samfund, hvor de rige konstant udnytter de fattige. Det historiske miljø føltes utroligt troværdigt, og viser et chokerende realistisk portræt af datidens Stockholm.

Jeg var imponeret over den måde Niklas Matt och Dag beskriver det barske liv i 1700–tallets Sverige. Det føltes mere ægte og med mere psykologisk dybde end i de fleste historiske romaner. Det er fascinerende hvordan han virkeligt dykker ned i detaljerne i datidens hverdag. Og den måde han har valgt at beskrive manerer hos dele af aristokratiet, forklarer ødelæggelse af dette af folket under forskellige opstande og revolutioner meget bedre end andre klassikere fra marxismen.

Det er et kærkomment gensyn med Cardell og Anna-Stina igen. Deres efterforskning bringer dem gennem alle dele af Stockholms beskidte underverden. Men vi præsenteres også for nye karakterer, og her fremstår specielt Emilie noget kontroversiel.

Bogen er meget længe om at nå frem til mordgåden, da vi først skal igennem mange siders historie om Sveriges involvering i slavehandel. Det er dog med til at understøtte billedet af, at bogen foregår på en tid hvor der ikke ligefrem var respekt for mennesker. (med mindre, selvfølgelig, de var rige og mægtige). Vi lærer om slavehandel og ufattelig menneskelig ondskab i den svenske koloniby Gustavia på øen Barthélemy i Caribien.

En fantastisk skrevet bog og en meget værdig opfølger til 1793. Nicklas beviser igen, at han kan underholde samtidigt med at han oplyser (og måske endda udfordrer) sine læsere.