En stor del af teksten er et fuldkomment flow of consciousness, og det kræver lidt af læseren at hænge på - men fortjenesten venter forude! 

Handlingen er på én gang flydende og komprimeret og åben for et hav af fortolkninger. Det, der virkelig fascinerer mig, er selve teksten. Hvordan der er en rytme i sproget, der gør, at teksten udvider sig og trækker sig sammen i takt med, at sætningerne bliver meget lange og ekstremt korte. Hvordan der skiftes fra nutid til datid ved mødet med Hvidheden (og tilbage igen…) Hvordan der er plads til et strejf af bittersød humor, når moren forlanger, at faren (for ja, de er der - måske - også !) ‘siger noget’ - og i samme sekund, han begynder at sige noget, begynder hun at udfordre ham på det, han siger!

Eksplicit og implicit er det en tekst, der spørger: ‘Hvem er du?’ og ‘Hvor er du?’ - Store spørgsmål i en tekst, der ikke indeholder ét eneste spørgsmålstegn…