Bogen består af ene selvstændige afsnit, oftest bare bestående af én sætning. Alle afsnit starter med “Jeg kan huske…”

Det lyder mærkeligt, men teksten begynder næsten omgående at ramme læseren! Det er svært at forklare, men rytmen i alle “jeg kan huske”-sætningerne, der ofte indeholder noget helt banalt, der hører barndommen til, frembringer så klare minder og følelser og billeder, at man jævnligt må snappe efter vejret.

Måske er det min hang til nostalgi, særligt her i studentertiden ❤️, særligt når man savner 💔 - men det er en af de bedste bøger, jeg længe har læst!